100-året for Islands selvstændighed og suverænitet.
Foreningen NORDEN markerer det med et eftermiddagsarrangement, hvor der flettes folkesagn og fortællinger, samt sange, der knytter sig til Island.
Den 30. november 1918 anerkendte Kong Christian X Island som en suveræn stat og den 1. december samme år, blev suveræniteten vedtaget af det islandske Alting. Først som kongerige med den danske konge som statsoverhoved og fra 1944 som republik. Island er Europas næststørste ø og et land, som ligger i det nordlige Atlanterhav. Siger du ”på Island”, taler du om øen Island. Siger du ”i Island”, taler du om landet Island.
Foreningen NORDENs markering af 100-året bygges op over et kulturelt arrangement under overskriften ”Naturen og jeg”. Her vil foredragsholder cand.mag Sigga Eythorsdottir fortælle i en blanding af foredrag, historiefortælling, stand-up og underholdning. Der bliver også vist digitale billeder. Dvs. historier om det at vokse op med den store islandske natur i baggården, herunder fortælling om adskillige eventyrrejser ud i den vilde natur; vulkanudbrud og det første kys under nordlysene. Indimellem flettes folkesagn og fortællinger samt sange, der knytter sig til emnet.
Sigga (Sigríður) Eyþórsdóttir, er født og opvokset i Reykjavik, men indimellem fik hun lov til at komme ud i den fri natur og der oplevede hun fra første færd frihed og samhørighed med selve landet, som lige siden har formet, hvem hun er i dag. Hendes indlæg bliver bygget op med afsæt i egne oplevelser, referencer til oldgamle sagn, nyere anekdoter og med afstikkere til den islandske sangskat, fra gamle kvad til ungdommens pop.

Vi ses søndag den 25. nov. 2018 kl. 14.30, Store sal i Administrationscentret, Stationsvej 38, Birkerød.
Pris: Gratis pladsbillet skal forinden indløses via Rudersdals biblioteks hjemmeside
( https://www.place2book.com/da/choose_ticket_sales_workflow?seccode=b743089702 ) eller i de respektive biblioteksafdelinger. Det er et offentligt arrangement – så rundkast gerne oplysning herom!